Jeg er født i 1964 og uddannet lærer fra Aalborg Seminarium (1996). Siden det sidste år på mit studie, har jeg det meste af tiden arbejdet som fuldtidslærer på forskellige skoler, mest folkeskoler men også et par privatskoler. I min egen skoletid, har jeg gået på fem forskellige skoler. Først en lilleskole og herefter fire forskellige folkeskoler. Det har været meget blandede oplevelser, noget har været meget positivt, andet ikke, måske især fordi, at når man har et læse- og skrivehandicap som ordblindhed/dysleksi, er man meget afhængig af, at der er forståelse for dette. Dette oplevede jeg ikke i min egen skoletid og desværre oplever jeg det heller ikke med min ældste datter, som er fra 1998 og som både har svær ordblindhed og ADHD. Hun fik desværre ikke den hjælp, som hun havde brug for og hun kæmper stadig med et tungt system, som ikke er særlig hjælpsomt overfor børn og unge med udfordringer. I dag er der heldigvis blevet meget større fokus på ordblindhed/dysleksi, men vi er langt fra i mål. Fælles for alle mine oplevelser er, at jeg altid har syntes, at der manglede noget til undervisningen i skolen. Derfor har jeg gennem mange år lavet mine egne materialer til min egen undervisning og til min ældste datter. Det er min oplevelse, at min tilgang til undervisningen af de børn, som ikke bare lærer at læse, skrive og regne på den “almindelige måde”, ofte kommer i gang med en anderledes tilgang, som tager mere udgangspunkt i deres interesser og aktuelle faglige niveau. Jeg arbejder mest med at udvikle materialer til dansk indskolingen, men det er mit mål, at lave undervisningsmaterialer til flere fag og klassetrin. Jeg mener, at jeg nogle gange har lettere ved at forstå elevernes vanskeligheder og til at finde metoder til at afhjælpe dem, end de lærere som aldrig selv har haft svært ved at lære det faglige stof. Der findes rigtig mange fantastisk dygtige lærere i skolerne, som gør et utrolig godt stykke arbejde. Jeg vil gerne bidrage med nogle andre tilgange og metoder, så vi forhåbentlig kan få lidt flere børn godt igennem skolesystemet. Abcan er udviklet ud fra tanken om, at alle børn kan noget og kan lære noget, det er bare forskelligt hvilke måder de bedst lærer på. Tanken er, at der her på siden skal være aktiviteter og materialer, som er let tilgængelige og let anvendelige, enten gratis eller meget billigt. Målet er, at alle skal kunne lære mere på en hurtigere og sjovere måde. Da jeg selv haft udfordringer med at lære, på grund af ordblindhed og stadig har udfordringer med at stave, vil der på denne hjemmeside kunne være stavefejl, hvilket jeg ikke håber forstyrrer budskabet om, at alle har noget at byde ind med. Det er mit håb, at jeg med Abcan kan bidrage til, at nogle børn kommer til at opleve, at det bliver sjovere og lettere at lære.